top of page

Vinyasa Yoga

Vinyasa yoga - også kaldet Power yoga eller Flow yoga - betegner de mere dynamiske former for yoga, hvor yogastillingerne udføres i et hurtigt tempo og bliver sat sammen i kortere eller længere sekvenser. Der er sjældent pause mellem stillingerne og fokus er på at skabe flow og at bevæge kroppen i takt med åndedrættet. I Vinyasa yoga er overgangen fra én stilling til en anden lige så vigtig som dét at være i en stilling. Det vedvarende fokus på bevægelse og åndedræt kan frembringe en tilstand af meditation i bevægelse. Ved udførslen af Vinyasa yoga dannes der meget varme i kroppen og det hjælper til at udskille affaldsstoffer. I mange former for Vinyasa yoga - Astanga Yoga undtaget - vælger underviseren ofte selv, hvilke stillinger, der skal indgå og i hvilken rækkefølge. Derfor kan du opleve at lave nye sekvenser fra gang til gang. Vinyasa-sekvenser kan også opleves på en Hatha yoga klasse, fx i form af de klassiske solhilsner, hvor bevægelserne kædes sammen med hinanden og synkroniseres med åndedrættet.

bottom of page